Træningscenter Bispebjerg/Nørrebro

Blog fra Træningscenter Bispebjerg / Nørrebro
Af Emil, Jespper og Victor 

Beskrivelse af jeres triggerpunkt.
”Hvilke udfordringer ses ifm. hverdagsrehabilitering - som det praktiseres i Københavns Kommune - ift. at opnå det ønskede mål om at aktivere borgerne i eget liv?”
Ud fra observationer af planlægnings-/evalueringsmøder mellem terapeut, SOSU og borger,
kom vi allerede i den indledende uge på sporet af vores triggerpunkt. Selve tanken bag hverdagsrehabilitering, hvor træningen bliver en mere integreret del af borgerens hverdag, synes vi alle, var rigtig god. Vi blev dog hurtigt nysgerrige på, hvorvidt konceptet (hverdagsrehabilitering) egentlig lykkedes efter hensigten.
Vores tanker gik bl.a. på, hvilken baggrund de pågældende SOSU’er havde ift. at varetage træningen? Og hvad var terapeuternes såvel som SOSU’ernes holdning til denne (for begge parter) anderledes arbejdsform? Virker det efter hensigten? Hvis ikke, hvordan kunne det så forbedres? 

Hvem deltog i formidlingen?
7 ansatte fra praksisstedet: herunder 5 terapeuter samt den faglige leder for hverdagsrehabilitering og den daglige leder af stedet. 

Beskrivelse af formålet med anvendelse af de innovative og iværksættende strategier i processen?
Formålet med at anvende innovative og iværksættende strategier i processen har bl.a. været at give os selv bedre mulighed for at se en given problemstilling i et nyt og anderledes perspektiv. Innovation defineres som det ”a​t gøre nye ting eller at gøre ting, som allerede er gjort, på en ny måde”​. (Philipsen, 2012).

Vi har i den forbindelse benyttet Innovationsprocessen som arbejdsprocesmodel for forløbet. Med udgangspunkt i prejektfasen har vi foretaget en række undersøgelser (observationer, interviews etc.) med det formål at afdække en problemstilling og behovet for en løsning. Innovation kan – ifølge Joseph Schumpeter - foregå på 5 forskellige måder. Vi har i den forbindelse gjort os en række tanker omkring, hvilke metoder vi har været mest inde over. Den 2. metode han nævner, omhandler ”i​ntroduktionen af en ny produktionsmetode, der ikke tidligere er afprøvet inden for branchen”​. Vi har med vores prejekt haft til hensigt at se på mulighederne og/eller behovet for at udføre hverdagsrehabilitering på anden vis end det gøres nu (ibid.). Denne metode vil vi derfor mene, har været den fremherskende i vores prejektarbejde, da det har taget udgangspunkt i en ny arbejdsmetode, men ikke har skullet ændre på selve produktet.
Halvvejs i processen fik vi et anderledes perspektiv på problemstillingen, end hvad tidligere havde været tilfældet. Ved et evalueringsmøde mellem ledelsen og SOSU’erne kom det frem, at SOSU’erne oplevede en række udfordringer ift. at k​unne​dokumentere. Disse problemer omfattede noget så konkret som den arbejdstelefon, de var blevet udstyret med. Brugerfladen i det program, der bruges til at dokumentere, ser anderledes ud på telefonen ift. computeren. Ledelsen benytter kun computeren, når de skal åbne programmet og se på, hvorvidt der er blevet dokumenteret, og havde derfor ikke kendskab til denne problemstilling. Senere, ved interview af terapeuterne, fandt vi yderligere ud af, at også de oplevede en række problemer ved arbejdsgangen som den var nu. Terapeuternes problem bestod bl.a. i, at arbejdsgangen ofte blev ændret - fx ved implementering af nye hverdagsrehabiliteringsydelser - og samtidigt var følelsen generelt, at der var for mange forskellige ydelser. Mængden af ydelser kombineret med de jævnlige ændringer gør det svært at opnå en rutine i de forskellige hverdagsrehabiliteringsydelser.
Dette anderledes perspektiv på problemstillingen ledte tankerne hen på artiklen fra Harvard Business Review, hvor T​he Sensemaking Process​præsenteres af Christian Madsbjerg og Mikkel B. Rasmussen.
Idéen med denne process er at anskue et problem som et fænomen. Ved denne proces er fokus på årsagsforklaringer frem for at tænke i løsninger på problemet. 

Hvilke samfundsmæssige krav tager jeres triggerpunkt højde for ift. dokumentation og kvalitetsudvikling af den ergoterapeutiske praksis?
Københavns Kommune, som TCBN hører under, har (som mange andre kommuner) valgt ikke at arbejde med Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) ift. akkreditering af de kommunale sundhedsydelser. Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed (KLK) har i samarbejde med en række kommuner udarbejdet Den Kommunale Kvalitetsmodel, der skal fungere som et redskab for kommunerne ift. at udvikle og dokumentere kommunens serviceydelser over for borgere og brugere.
I arbejdet med hverdagsrehabilitering er det et lovkrav fra statens side, at der løbende dokumenteres på det udførte arbejde. 

Sundhedsloven

§ 5. Pligten til at føre patientjournal påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient, jf. § 1.

Stk. 2.​Det påhviler autoriserede sundhedspersoner, som benytter medhjælp ved udøvelsen af virksomheden, at sikre, at også behandling, der udføres af medhjælpen, bliver journalført, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.​På plejehjem, botilbud og lignende har ledelsen ansvaret for at sikre, at behandling på stedet, som udføres som medhjælp for autoriserede sundhedspersoner, bliver journalført.

§ 6. Der skal føres patientjournaler ved behandling af patienter på offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis, i forbindelse med behandling i private hjem, herunder vagtlægeordninger samt på offentlige og private institutioner.

Medarbejderne fra TCBN dokumenterer i Københavns Kommunes Omsorgssystem (KOS-II) og Sundhedsportalen, der fungerer som et journalsystem. 

Beskrivelse af hvordan ledelsesfunktionen forholder sig i relation til udviklingen på stedet?
Ledelsen på stedet forholder sig positivt ift. udvikling og implementering af nye tiltag. I begge tilfælde er der dog tale om folk længere oppefra, som udstikker de generelle retningslinjer for stedet. Eksempelvis er det Københavns Kommune, der har besluttet, at det nyeste tiltag inden for hverdagsrehabilitering, skal køres på fem forskellige måder i løbet af den fastsatte prøveperiode. Efterfølgende evalueres der så på de fem metoder og den mest succesfulde metode vil da blive implementeret i hele kommunen.
Fra medarbejdernes side er der efterhånden opstået en følelse af, at for mange nye tiltag implementeres/afprøves uden tilstrækkelig tid mellem forløbene. Inden prøveperioden for et nyt tiltag er færdig, implementerer man et nyt til afprøvning. Dette er medvirkende til at skabe en række frustrationer blandt medarbejderne grundet de - som tidligere nævnt - for mange forskellige arbejdsgange. 

Hvilke innovative metoder brugte I under formidlingen? 

Vores udgangspunkt var taget i “T​he Innovator’s DNA”​, hvor vi anvendte de fire “discovery skills” der nævnes som værende vitale for den kreative intelligens: Associere, stille spørgsmål, observere og eksperimentere. Ved at have disse værktøjer i baghovedet under formidlingen, blev der lagt op til en dialog og efterfølgende diskussion, som var med til at udvide vores syn på problematikken. Vi observerede, hvordan lederne og terapeuterne løbende forholdt sig til det produkt vi fremlagde samt, hvordan de deltog i den efterfølgende diskussion, og kunne derfra afslutningsvis stille nye spørgsmål, som gav os et dybere indblik i deres individuelle syn på hverdagsrehabiliteringen.
For at indvie lederne og terapeuterne i vores proces, præsenterede vi indledningsvist innovationsprocessen og fremlagde vores arbejdsmetoder i den dertilhørende prejekt-fase. På den måde kunne de visuelt se vores fremgangsmåder samt hvilket arbejde der lå foran os.
For at skabe oplæg til en dialog, havde vi på forhånd lavet en brainstorm omkring plusser og minusser, som vi efterfølgende bad dem bidrage til, med deres umiddelbare tanker. 

Beskrivelse af hvordan formidlingen skabte læring for jer, som ergoterapeutstuderende?
Vi afsluttede formidlingen med en diskussion omkring plusser og minusser ved hverdagsrehabiliteringen, hvor teamet og lederne blev inddraget og opfordret til at dele deres meninger og oplevelser. Her fik vi mulighed for at sammenligne vores egne observationer med deres, hvilket skabte et større indblik. Tilkendegivelserne blev listet op på et whiteboard, og afslutningsvis benyttede vi så de nedskrevne ting til at stille dem spørgsmål omkring alt fra organisation til udviklingspotentiale. Med udgangspunkt i “The Innovator’s DNA” havde vi, før formidlingen, indstillet os på at forblive “sultne” og jagte flere holdninger, informationer og tanker, der kan lede innovationen videre (Dyer, J. H., Gregersen, H. B. & Christensen, C. M.). Denne tankegang var i sig selv lærerig, og gav ligeledes nye kreative idéer ift. triggerpunktet i form af eks. mere konkretiserede teammøder. 

Hvad var jeres forslag til det videre arbejde med triggerpunktet?
I vores forslag til det videre arbejde, havde vi fokus på udfordringerne ift. dokumentation samt styringen af arbejdsgangene.
Vi foreslog derfor, at de fortsat skulle have fokus på at styrke den gode relation til SOSU’erne med det resultat, at de (SOSU’erne) forhåbentlig ville blive bedre til at dokumentere som følge af bedre relationel koordinering. Derudover lagde vi også vægt på betydningen af, at ledelsesfunktionen inddrog terapeuterne mere i styringen af arbejdsgangene for at mindske frustrationerne over disse.

Hvordan oplevede I, at praksis tog imod jeres ide?
Vi oplevede et meget blandet engagement fra terapeuternes side, da det ikke var alle der var lige vilde for at udtrykke deres synspunkter. Dette bidrog naturligvis lidt til, at researchen for det videre arbejde ikke var lige så bred som det potentielt var muligt. Derudover var der dog stor interesse og imødekommenhed for projektet gennem hele

processen, og vi efterlod træningscenteret med et indtryk af, at der arbejdes hårdt på at forbedre hverdagsrehabiliteringen- hvilket vores observationer i prejekt-fasen også har givet udtryk for. 

Hvad var ny viden ift. triggerpunktet?
Gennem maj måned har vi arbejdet med fokus på hverdagsrehabiliteringen i Københavns Kommune. Fokus kom via en uge-lang observationsperiode på Træningscenter Bispebjerg/Nørrebro (TCBN), hvor vi fulgte forskellige terapeuter på individuelle såvel som holdtræninger. Herfra sprang det os for øje, at den daglige genoptræning samt det tværfaglige samarbejde der udføres i hverdagsrehabiliteringen burde kunne optimeres. Fra vores synsvinkel så vilkårene ikke ud til at være optimale- om end man ser dette fra terapeutens eller patientens perspektiv.
I dag fungerer det således, at en terapeut holder et indledende-, et midtvejs- og et afsluttende møde med borgeren, hvor der ligeledes instrueres, testes og dokumenteres. Mødet sker én gang hver måned i det tre måneder-lange forløb. Mellem disse møder er det en specialuddannet social og sundhedsassistent der har ansvaret for træning, dokumentering og korrespondance. Vi anså det som et stort ansvar til en arbejdsgruppe der allerede lider under et stort pres. Samme synspunkt oplevede vi, at praksisstedet havde, og det stod hurtigt klart for os, at dette på ingen måde anses som værende et færdigt produkt, men derimod som værende et projekt der er under opbygning. Ledelsen tog åbent imod vores synspunkter og hjalp os med at få dybere indblik ved at lade sig interviewe samt give os tilladelse til at deltage i et evaluerende møde med de træningsuddannede SOSU’er der har ansvaret for den daglige træning i rehabiliteringsgruppen. Mødet påviste en konstant søgen på at forene det tværfaglige samarbejde i en travl arbejdsgruppe, hvor den ansvarlige leder gør meget for at grupperne forstår hinanden og arbejder sammen så meget som muligt- her med et primært fokus på dokumenteringen.